4 beaters under 3000 kroner
Beateren er et af de vigtigeste ure i en samling. Det er uret vi bruger, når vi skal på hårdt arbejde, ud at opleve naturen eller dyrke sport. En beater skal kunne tåle det hele. Det er uret vi vælger, når vi ikke gider bekymre os om ridser og sarte urværker. En beater skal være billig, men stadig velbygget og robust. Derfor er her fire forslag til beatere under 3000 kroner, der lever op til kravene.
Orient Blue Ray
Orient er et japansk mærke, der i de senere år har vundet stor popularitet blandt prisbevidste ur-elskere. Det er ikke uden grund. Orient er nemlig kendt for at give massere af ur for pengene. Det er også tilfældet med Blue Ray modellen, som jeg har valgt at fremhæve her. Den kan erhverves for 1500 kroner inklusiv fragt fra Amazon.
Til den pris får man et ur i et virkelig solidt design der tilmed er automatisk. Selve værket har ry for at være fuldt på højde med andre værker i prisklassen. Uret kommer på stållænke, måler 41.5 mm i diameter og er vandtæt ned til 200 meter.
Uret på billedet, er versionen med blå skive og krans, hvilket jeg personligt synes klæder uret, men det kan også fås i sort. Den blå version koster omkring 1500 kroner fra Amazon inklusiv fragt til danmark, den sorte version er lidt billigere. Orient Blue Ray i blå finder du her. Orient Black Ray i sort finder du her.
Casio G-Shock DW-5600E
Casio G-Shock serien er en klassiker inden for beatere. Denne model er den mest tro mod originalen og er dermed den mest interessante både historisk og æstetisk. G-shock uret blev udviklet til at overleve alle tænkelige situationer et ur kunne komme ud for. Derfor kan uret klare et fald fra 10 meters højde og er vandtæt ned til 30 meter.
Uret har quartz batteri med en levetid på 3.5 år så er der intet sart urværk at bekymre sig om. Casio DW-5600 har siden det blevet lanceret været det foretrukne ur blandt sportsudøvere, friluftsmennesker og enda hos militæret. Til prisen på 750 kroner inklusiv levering får man et gennemprøvet, no-nonsense design, der har bevist sit værd i ekstreme situationer. Læs mere om Casio G-Shock her.
Victorinox INOX
Med Victorinox INOX tager vi et skridt op af prisstigen og lander omkring de 3000 kroner. Victorinox er kendt for at fremstille de berømte schweizerknive, men laver altså også ure. INOX modellen bliver kraftigt markedsført på dens holdbarhed. På Victorinoxs YouTube kanal, kan man blandt andet se uret overleve et fald fra 10 meter, blive kørt over af en gravko på larvefødder samt blive smeltet ud af en isblok med en stikflamme.
Konstruktionen er altså solid nok til at klare alt hvad du kommer ud for og mere til. Jeg havde gerne set et automatisk værk i uret, men vi må nøjes med et Ronda quartzværk. Til gengæld giver det en bedre holdbarhed og en lavere pris.
Victorinox INOX kommer i mange farver og rem kombinationer. Uret koster omkring 3100 kroner inklusiv fragt fra Amazon. Prisen varierer lidt efter hvilken farve og rem du vælger. Du finder det sorte her og et væld af andre farve og rem kombinationer her.
Seiko SKX 009 og 007
Seiko SKX 009 og 007 har jeg omtalt et par gange her på siden. Du kan læse min dybdegående anmeldelse her. I kategorien beatere under 3000 kroner og faktisk også højere, er Seiko SKX modellerne min klare favorit. Du får et ur fra en respekteret producent med et automatisk værk, der er bund solidt og en rigtig arbejdshest. Designet er klassisk og genkendeligt, men samtidig Seikos helt eget.
Uret er vandtæt ned til 200 meter. Det kan klare selv de hårdeste opgaver. Jeg har haft mit eget med på utallige friluftsture og det har aldrig sviget mig. Uret er min foretrukne beater. Det kan erhverves for 2299 kroner inklusiv fragt for den sorte udgave her. Pepsi udgaven i blå koster 2299 kroner og kan findes her.
Der findes mange fine beatere i denne prisklasse. Hvilken beater er din foretrukne? Del din holdning i kommentarfeltet nedenunder. Husk også gerne at dele artiklen flittigt med andre ur-elskere 🙂
Hej Morten
Jeg skal købe ur til min kæreste, og det bliver nok et beater ur. Har kigget både på Orient’en og Seiko’en. Hvordan er lænken til de to, er de solide? Har kigget på et par andre Seiko ure i butik, men lænken virket meget billig.
Mvh Helene