En preppy garderobe og ure der matcher

Poul Newman Daytona

Læser du med her på siden er ure sandsynligvis din foretrukne accessory. Sådan har jeg det også. Det betyder dog ikke, at man fra tid til anden ikke bliver draget af andet lækkert tilbehør til herregarderoben.

For nyligt er jeg faldet over AN IVY, der sælger lækre slips. Du kender måske mærket fra DR-programmet Løvens Hule, hvor de lykkedes med at hive en investering i land fra Jesper Buch.

Siden er de forsat med at lancere lækre slips og andre accessories såsom huer, lommeklude og slipsenåle.

Deres stil er meget klassisk og enkel. Det æstetiske udtryk lægger sig inden for den såkaldte ‘preppy’-stil fra 50’ernes USA. Stilen opstod på de amerikanske Ivy Leauge universiteter (læs: de dyre og fornemme), hvorfra den siden har bredt sig.

Et af de stilikoner der har været med til at udbrede stilen er selveste Paul Newman. Udover at være skuespiller, instruktør og racerkører har manden selvfølgelig også lagt navn til alle tiders mest ikoniske ur, Paul Newman Daytona.

Poul Newman Daytona
Paul Newmans egen Daytona. Foto af Henry Leutwyler for WSJ Magazine.

Uret blev solgt for 17,8 millioner (dollars, hvis du skulle være i tvivl) på en auktion i oktober i 2017, hvilket siger lidt om urets betydning.

Udover et lækkert ur er herretøjsklassikere som Oxford-skjorten og Chino-bukserne også en vigtig del af det preppy udtryk. Hertil kommer det stribede slips i farver, der matchede det universitet man tilhørte.

I dag hvor man ikke længere behøver signalere tilhørsforhold til et bestemt universitet, er der heldigvis lidt større valgfrihed i forhold til valg af slipset. Her er eksempelvis et par lækre bud fra AN IVY.

Nogle af de lækre slips fra AN IVY.

Skulle man vælge et ur, der ville passe godt til en preppy garderobe, skal man vælge noget klassisk og forholdsvist enkelt. Er budgettet ikke et til Paul Newman Daytona, er der heldigvis mange alternativer.

Et Rolex Datejust er et oplagt valg. Det bliver næsten ikke mere klassisk, og vælger man en vintage model, er de meget rimelige i pris. Datejust-modellen er nok det mest alsidige herreur, man kan komme i nærheden af, hvilket understreges af at modellen stadig produceres i nærmest uændret form siden 50’erne.

Et andet alternativ er Omegas vintageure fra 50’erne og 60’erne. Modeller som Constellation, Genéve og Seamaster er gode bud på superklassiske herreure, der stadig holder i dag. Værkerne er af fantastisk kvalitet og får de en gang imellem service, kan de sagtens holde mange år.

Et Omega Constellation fra 63. Foto ©Shane Lin @flickr.

Sådan endte en artikel om herremode og slips alligevel med at handle om ure, men det hele passer jo sammen i sidste ende. Hvilke overvejelser gør du dig i forhold til at tilpasse dit valg af ur til dagens outfit? Del gerne dine tips og tanker i kommentarfeltet neden for.

Husk at følge Ure Til Tiden på Facebook og Instagram, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebook-siden her og Instagram-siden her.

Denne artikel indeholder sponsorerede links.

Hej, mit navn er Morten! Jeg har startet uretiltiden.dk for at få afløb for min interesse for mekaniske ure, der har varet i mange år efterhånden. Det er fedt at kunne dele min interesse og erfaringer med andre ligesindede, og forhåbentlig få nye interesserede med på vognen.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.