Interview med ditur.dk
Mange urnørder så interesseret med da Kasper og Mikkel Dissing fra ditur.dk i begyndelsen af året deltog i tv-programmet Løvens Hule. De to brødre gik fra programmet med en investering på 1,2 millioner samt Jesper Buch og Jacob Risgaard på holdet.
Ditur.dk er på få år blevet Danmarks største online forhandler af ure og har ingen planer om at sætte farten ned. Derfor spurgte jeg brødrene bag, om de havde lyst til at deltage i et interview om deres egen interesse for ure, virksomheden, oplevelsen i Løvens Hule og deres egne nye urmærker.
Historien bag Ditur.dk
Idéen til at starte ditur.dk opstod da de to brødre var i gang med spare op til hver deres Omega-ur. Drengene fik deres Omega, men lysten til det næste fix og begrænsede midler fik dem til at søge efter billigere alternativer.
Da vi var 17 år sparede vi begge op til Omega-ure. Kasper købte i sin tid et helt klassisk Seamaster. Jeg valgte et Broad Arrow med en rosegold og chokoladefarvet skrive. Det var et jubilæumsur. Vi gik rigtig meget op i ure og det var en opsparing vi brugte rigtig lang tid på. Vi syntes det var fascinerende, men også en hård kamp. Når man så har fået uret, var det rigtig fedt og man var glad for det, men den der glæde aftog ligesom efter en tid og man tænkte ‘nu kunne jeg godt tænke mig et nyt’, men det havde vi ikke råd til. Vi begyndte så at researche lidt og fandt ud af, at der var ikke ret mange, der solgte billige mekaniske ure. Du kunne få et Seiko-ur til et par tusinde, men ikke noget hvor vi som fattige studerende kunne være med. Vi havde måske 4-500 kroner til et ur, men der var ikke rigtig noget. Så det var nichen for os, hvor vi startede i februar 2014.
Efter de startede deres webshop fik drengene hurtigt succes med deres forretning.
Vi havde købt nogle forskellige ure hjem fra forskellige leverandører og testet kvaliteten. Vi syntes vi havde et ret godt sortiment på 13 ure dengang. Det kan man så diskutere i dag, hvor godt det var, men det synes vi var fint. Det startede kanon godt – den første måned omsatte vi for over 60.000kr. Den gang var det ret vildt. Vi kom fra at have skrabet 25.000 sammen hver for at stifte et APS og lige pludselig omsatte vi for 60.000 om måneden og det forsatte egentlig bare derfra.
Succesen fortsatte og brødrene måtte snart vælge mellem studiet og deres forretning.
Fra 2014 til 2017 vækstede vi cirka 100% hvert år. Der var et år hvor vi var oppe på cirka 160%, så det gik hurtigt og det var svært på daværende tidspunkt både at jonglere studie og virksomhed. Vi udbetalte ikke noget løn – alt hvad vi tjente skulle vi geninvestere, så det var svært at få det hele til at hænge sammen. Da vi nåede til slutningen af vores bachelor i 2017, var vi begge enige om, at vi måtte prøve at gå fuldtid med det. Derfra gik det endnu hurtigere. Det var samme vækstrater, men når vi snakker omsætninger på to-cifrede millionbeløb, så går det rigtig hurtigt.
Passion eller forretning?
Der er ingen tvivl om, at de to brødre er dygtige til at drive forretning og har styr på deres virksomhed. Dette var det indtryk jeg fik i Løvens Hule, hvor de havde et klart svar på alle Løvernes spørgsmål. Også i vores samtale var det tydeligt, at der var styr på tallene og driften. Derfor var jeg interesseret i at høre om det var en passion for forretning eller ure, der drev værket.
Det er selvfølgelig fedt at tjene nogle kroner og ører, men jeg tror det er vigtigt at have hjertet med sig i alt, hvad man fortager sig. Jeg gider ikke arbejde 70 timer om ugen for noget jeg i bund og grund ikke synes er spændende. Så som udgangspunkt tror jeg det vigtigste er at lave noget, man synes er spændende og som man interesserer sig for. Det har været vores udgangspunkt hele vejen igennem.
Der lader altså også til at være en passion for urene hos de to brødre. Ligesom de driver deres forretning efter de klassiske dyder, er deres smag også meget klassisk.
Jeg tror både Kasper og jeg er lidt konservativt anlagt. Vi er altid faldet for de helt klassiske ure. Jeg har altid været helt vild med Patek Philippe Nautilus, som er meget klassisk og stilrent. Jeg har nogle kammerater som er ude efter Hublot og AP, der er lidt mere vilde og prangende ure. Det har aldrig været vores stil. Det kommer også til udtryk i at Kasper valgte et Seamaster og jeg valgte et helt klassisk Rolex datejust. Så vi har været meget stilrene og klassiske i vores valg af ure.
Det er nok en drøm for mange urnørder at arbejde med ure til hverdag. Jeg har ofte spekuleret på, hvordan det er at leve af sin hobby og om man mister interessen, når det bliver et job.
Interessen holder ved. Når der kommer nye modeller fra leverandørerne, får vi næsten julelys i øjnene, fordi vi glæder os til at se hvad Seiko kommer ud med. Vi glæder os til at se, hvad der kommer, hvordan de ser ud og hvad de nye ure fra Citizen, Seiko og lignende kan. Og så snart vi er færdige med at designe vores egne ure, så tænker vi, ‘hvad skal vi lave nu?’. Så det kan godt være vi bliver trætte af det på et tidspunkt, hvis vi sad her om 10 eller 20 år, men det tror jeg ikke. Og det handler igen om, at det er vigtigt at arbejde med noget man selv synes er spændende.
Ditur.dk i Løvens Hule
De fleste urnørder var nok allerede stødt på ditur.dk, men for mange danskere var deres optræden i Løvens Hule, den første gang de stiftede bekendtskab med med de to brødre og deres virksomhed. Jeg var derfor spændt på at høre, hvordan brødrenes oplevelse med at deltage i programmet havde været.
Det var meget spændende. Kasper og jeg kommer fra det her jyske, konservative, lidt introverte grundlag, så det var meget grænseoverskridende for os at være en del af et tv-program. Vi brugte meget tid på at forberede os, fordi vi var så nervøse. Vi spekulerede på om vi ville få en masse kritiske spørgsmål, som vi ikke kunne svare på. Vi forsøgte virkelig at forberede os godt. Man tror man har forberedt sig på alt, men når man så står derinde, så har man alligevel ikke. Selve oplevelsen endte jo med at blive kanon. Vi er virkelig godt tilfredse allerede nu med både Jacob og Jesper.
Med Jacob og Jesper på holdet er det oplagte spørgsmål, hvad de to investorer skal bidrage med. Det er tydeligt at mærke, at det ikke er selve investeringen, der er vigtig for de to brødre, men i højere grad den viden der følger med.
Fra mit synspunkt skal man ikke tage med i Løvens Hule for at få pengene ud af det. Det er i hvert fald ikke vores motivation, vi kunne godt have lånt pengene af banken. Det var ene og alene for at få nogle kloge hoveder med indover. Coolshop er et stort e-commerce setup, som har alt det vi har brug for, så de kan hjælpe med en masse stordrifts-ting. Jesper vil jeg næsten kalde et geni inden for markedsføring. Der er rigtig mange ting, de kan hjælpe os med. Jeg tror ikke der er mange spørgsmål de ikke kan svare på. Det er fordelen, at vi får to rigtig dygtige personer indover som både individuelt er dygtige, men også har nogle personer bag sig, der stiller dem rigtig stærkt i forhold til at kunne hjælpe os. Den primære motivation for at tage dem med, er at de skal hjælpe os med at erobre udlandet. Det vil være punkt nummer ét på vores dagsorden.
Fremtiden for Ditur.dk
Med investeringen på plads og to skarpe løver i ryggen, skulle jeg selvfølgelig også høre,hvad fremtiden vil bringe for ditur.dk. De to brødre har to klare mål. De skal udvide deres forretning til udlandet og så skal deres egne nye urmærker udvikles. Det er dog ikke helt på plads, hvor ditur.dk kommer til at udvide til først.
Vi har lavet mange analyser og Tyskland og England er store markeder, men der er også rigtig stor konkurrence, så vi skal passe på med det. Det kunne være super spænende, hvis man vandt de markeder, da de er meget større end Danmark. Umiddelbart hælder vi mere til Holland eller Polen. Holland minder på mange måder om Danmark og konkurrencen er ikke lige så stor, så det ville være nemmere at komme ind på markedet. Polen minder ikke ret meget om Danmark, men har en kæmpe stor befolkning og heller ikke så stor konkurrence. Så der skal vi lave nogle yderligere analyser og finde ud af hvad der skal ske. Det vigtigste for os er dog stadig at have styr på hjemmemarkedet og ikke glemme noget der. Det er det som har skabt os og det skal det fortsætte med at være. Så det kommer stadig til at være det vigtigste for os.
Inden jeg forlod butikken i Hasselager, hvor ditur.dk også har kontor og lager, spurgte jeg også ind til Dissing- og Lugano-urene. Det er to urmærker som ditur.dk selv har skabt. De fleste urnørder har nok ofte overvejet, hvordan de selv ville designe et ur, så jeg var spændt på at høre om den proces.
Du starter med en helt ren skive og skal beslutte om der skal være kronograf eller ej. Hvis du går med kronograf, skal du beslutte, hvor skiverne skal sidde henne. Der er ikke så mange muligheder. Inde bag skiven sidder et urværk med små holdere til viserne, så hvis du vil ændre på opstillingen, skal du ud og lave et helt nyt urværk. Derefter skal du vælge farver. Her er du slet ikke begrænset. Så skal du vælge markeringer, skal der være tal, skal der være indeksmarkeringer, hvordan skal de være formet, skal det være med lumen eller ej. Så er du færdig med skiven. Så går du i gang med lænken, hvordan skal den være? Det er rigtig mange af de her fashion brands, der vælger en cap-foldet-lænke, hvor lænken godt nok er rustfri stål, men foldet så den er hul inden i. Det er sådan noget, hvor man er ude at regne i ører for det koster ikke ret meget mere for os at lave det i fuldt rustfrit stål. Jeg tror måske lænken koster os 20 kroner ekstra at lave i fuld rustfrit stål. Her har vi differentieret os og sagt, ‘Vi skal ikke tage nogle billige valg’. Så generelt har vi forsøgt at tage nogle valg, hvor vi synes at det gav mening, men det er jo igen den her proces, hvor vi skal finde ud af, hvad vi synes er rigtigt og hvad forbrugeren synes er rigtigt. Jeg synes det har været en spænende og udfordrende proces.
Det var rigtig spændende at besøge ditur.dk og drengene bag. Man mærker klart at de er drevet af en ægte passion for urene, men også for det at drive forretning. Jeg er ikke i tvivl om, at de kommer til at fortsætte deres vilde vækstrejse i fremtiden. Du kan se deres udvalg af ure på ditur.dk
Læs mere
Se ditur.dk i Løvens Hule på DRtv her.
Husk at følge Ure Til Tiden på Facebook og Instagram, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebook-siden her og Instagram-siden her.
En rigtig iværksætter-historie om de to drenge. De har virkelig formået at banke en god forretning på benene 🙂
Jeg har selv et Omega Seamaster jubilæumsur.
Det er selvfølgelig selvoptrækkende mekanisk ur.
Jeg forstår ikke hvordan I kan lave det samme ur til en meget meget meget billigere pris.
Hvor er det kvaliteten er anderledes???
De sælger mange fede ure, og er helt vildt glad for mit Certina. Det ligger også midt i Aarhus, så nemt at komme til!