Sådan laver du en sikker privat handel med ure
Der kan være penge at spare ved at købe brugte ure frem for nye. Andre gange er brugtmarkedet den eneste mulighed for at få fat i de populære modeller med lange ventelister.
Desværre hører man ofte om folk, der er blevet snydt i en privat handel. Derfor har jeg i denne artikel samlet de bedste råd til at gennemføre en sikker privat handel med ure. Man kan aldrig sikre sig 100% mod svindel, men følger du rådene i artiklen her, er du godt på vej.
Undersøg hvem du handler ure med
Et gammelt råd blandt ursamlere lyder “Buy the seller”. Dette råd er stadig aktuelt. Den absolut vigtigste regel når man handler ure med private, er nemlig at undersøge hvem du handler med.
Dette gør du først og fremmest ved at Google vedkommende. Undersøg om andre på nettet har gode eller dårlige erfaringer med personen. Handler du gennem en Facebookgruppe eller et forum, kan du eventuelt spørge sælger om han har nogle referencer.
De fleste personer der er hvem de udgiver sig for at være, har flere profiler på nettet. Undersøg om personen du handler med har andre profiler på eksempelvis forums, Facebook, Twitter, LinkedIn og lignende. Virker personens online tilstedeværelse ægte, er der større chance for at du taler med en reel person.
Vælger du at handle med en person, bør du få navn og adresse på vedkommende. Bed gerne om at få det verificeret med et ID. Oplysningerne skal du bruge til en skriftlig aftale.
Lav en skriftlig aftale
Skulle der opstå uenigheder, er en mundtlig aftale svær at dokumentere.
Derfor bør du sørge for at få detaljerne skrevet ned, så du har dit på det rene ved eventuelle uoverensstemmelser. En nedskrevet aftale stiller dig også bedre, hvis du pludselig anklages for hæleri.
Lav en “kvittering” på handlen, hvor følgende detaljer fremgår:
- Hvilket ur handles der? (Model, reference, serienummer, årgang, medfølgende tilbehør, evt. stand).
- Pris og hvordan der betales.
- Navn og adresse på sælger og køber.
- Underskrift fra sælger og køber.
Med en skriftlig aftale kan du dokumentere, hvad I har aftalt samt at du har anskaffet dig uret på lovlig vis. Endelig giver det også lidt historik på uret, der kan være sjovt at se tilbage på om mange år.
Udover den kvittering som du selv laver i forbindelse med handlen, er det også en god ide at få den originale kvittering på uret med, hvis muligt. Dette øger sandsynligheden for at der er tale om et ægte ur. Det øger også chancen for, at uret er erhvervet på lovlig vis.
Klar betalingen med mobilepay eller straksoverførsel
Når du laver en privat handel med ure er det en god ide at ordne betalingen digitalt. På den måde kan du som køber bevise, at du har betalt for varen. Det gør det også nemmere at tjekke, hvem du handler med.
Er du sælger kan du acceptere kontant betaling ved mindre beløb. Er der der tale om større beløb, bør du få betalingen via straksoverførsel. Dette mindsker chancerne for at der er tale om sorte penge. Derudover har straksoverførsel også den fordel, at du kan se pengene på din konto med det samme.
Udlever aldrig dit ur før du er sikker på at pengene står på din konto – heller ikke selvom køber viser dig screenshots af overførslen eller andre “beviser”. Disse “beviser” kan let forfalskes. Der har eksempelvis været tilfælde, hvor svindlere har sendt falske SMS’er fra sælgers bank om at pengene er gået ind. Så tjek altid din egen konto.
Mød op ansigt til ansigt ved privat handel med ure
Det sidste råd til en sikker privat handel med ure er altid at handle ansigt til ansigt, hvis du køber et dyrere ur. Ved at møde op kan du både sikre dig at sælger virker troværdig og rent faktisk er den han/hun udgiver sig for på nettet.
Når du er fysik tilstede kan du også inspicere uret, så du er sikker på at stand og beskrivelse stemmer overens med virkeligheden. Det er også nemmere at spotte et fake ur, når man sidder med det i hånden.
Ved selv at afhente uret sikrer du dig også mod svindel, hvor sælger aldrig sender uret eller sender noget andet end du har købt.
Sælger du et ur, kan du godt gå med til at sende det. Dog skal du som nævnt sikre dig, at pengene står på din konto, før du sender uret – accepter aldrig andre former for bevis end at du kan se pengene på din konto.
Sender du uret bør du aftale med køber at forsendelsen forsikres. Sørg også for at få skrevet ind i aftalen, at forsendelsen sker på købers risiko. Husk også at få en kvittering fra posthuset på, at du har indleveret pakken.
Et sidste råd
Det kan virke uoverskueligt og lidt farligt at handle ure privat, men sørg for at finde en pålidelig sælger, gerne med referencer fra andre urnørder, og følg de øvrige råd i denne artikel, så er du kommet godt fra start.
Handel med ure er en god måde at møde andre mennesker, der deler samme interesse. Langt de fleste medlemmer af det danske urcommunity er passionerede og ærlige mennesker, så hvis bare du tager dig din forholdsregler, bliver det sandsynligvis en god oplevelse at handle med ure.
Husk at følge Ure Til Tiden på Facebook og Instagram, så får du besked hver gang, der kommer nye indlæg. Du finder facebook-siden her og Instagram-siden her.